Arv

Faderen sadt med sin Kniv og skar

paa sit Indtun og søgte Svar

han ere nu trætted og betænkt

Han saae sin Søn nu vokse til

og undred om ham føre vil

Levnet ham ere ofred og skænkt

Sønnen saa et Brev bekommet;

Sønnen svor sin Siæl

Faderen med Sotte, forkommet,

laae nu, uden Vilje, uden Lyst

Uden Tøven hasted Hiem

naadde ei rettidigt frem,

Faderen havde resigneret sin Dyst

Dine Høster faaer du af Marken du saaer

saa hold sirlig din Hæst og din Harv,

Før dit sidste Traa, maae du din Søn formaae

saa han bliver ved her i sin Arv

Se til de nære, og hold dine kære

og vid at de vil med dig henstaae

Lær din Søn alt derom Ætt og Gehalt

og han høste vil saa din Stoltheds Haa

Faderen tog sit farvel

higheil og sæl

udvortes

Sønnen drog af Gaarde

og Skammen slog en Aare

indvortes

derpaa, sin Odel

at beskikke

Han svor sit Eftermæle

derpaa, hans Minde

at beskikke

Voldt efter forgangen Sed

jeg muldlægger dig paa dit Arnested

saa du kan følge med

at vor Families Hævd varer ved

I Utid, i Vansken

vender jeg mig til din Houg hen

saa du kan følge med

At vor Families Hævd varer ved

Naar min Tid kommen ere,

skal jeg da selv lægges her,

og min Sønnesøn,

der vil føre vor staute Arv skvær