Generalen Og Troldharen

Til Høidemarkerne lagde han sin Visitt af,

en Officer, pensionered og høit decorered,

hvis Jagtmod blev gået over af Tvivl saadan

i Møde med baade Meute og Veidemand!

Hvo er De

der tror De kan

fælde Haren i snehvid Ham?

--Vrøvl!

Med Kløgt og Tel

skal den forgaae

og mine Kugler bide paa

Generalen olmed sig og fnøs af hine tykpandedes phantastiske Fortællinger

Guds Død og Fandensdom! om en Pjalt lusker til sig Mælk og Vællinger

--iscenesadt af Kællinger!?

Med Siælen sadt til Diævelen af

i Bytte mod hin dyreste Skat,

kan Mokken, før i Skærsilds Hav,

raade frit med Sortekunsts Legat

Før Hanen gol,

med Villen fast,

der blegned baade Fugl og Gast,

Og Rigtignok!,

om lidt han saae

Efterladenskaber saa bittesmaae

Paa Gribbenillens

Kælebuk

bider ikke eet eneste Kuk!

Thi slig en Bragd

forsømmes ei

men monne føres dog blot ud af mig!

Jeg haver faaet nok af Flitterstad og Tant; hører I?

Hystaden er lutter mannegal og sprød

I Morgen, før Solen nedrunden ere, skal I faae se den død!

han sprang tilskovs

med Morgenen

ludende over sin Krag-Jørgensen

--PANG! smald det fra Skrænten,

efterfulgt af høilydt Banden

Nu greb Hvidlæst til sit Gevær,

og svandt bort i Blaaning skvær

--PANG! Riffelen atter sang

accompagnered af Bersekergang

Hans Liv passered saa Revue

her given Floskelheltens Ry!

Af sig selv forjaged og forkaved,

og føred ind i Afmagtens Bedrøvelse

Ak, hvilket Huskomhei han nu havde laved

Nej, han monne hvæsse Syn og Hørelse

til sit Livs Prøvelse

- at genreise Fordums Førelse,

efter Fornemheds Frarøvelse

Og rigtignok!

han fandt flux Spor

og grinte vel af sin Gave stor

Han kasted indpaa mere Skraa, thi slig en Stund skulde skønnes paa,

og tritted sporenstregs og kvikt og sveded ud baade Tryk og Gigt

Gennem Morgenrødens Stille skar en durkdreven Statur

og kyste alskens Liv herop, der ei var kendt med slig Natur

I hans Øine skimtes nu Diævelen, om du tør at skæve ind i dem!

thi han mærked det, i Marg og Ben, Ramlerens Nærvedsværen:

O Øienpryd! Hist, i Fleinkrullslyng, Hvidpuds praled og sig vigted

med lidet vidste den derom, at den nu laae i Riffelsigtet

Igen, han fandt sig selv høiraged og begaved,

der føltes skønt her med Overvægtens Beruselse,

thi! han fandt Haren i Lyngen, der ei længer kaved

Hist, den laae til Vy og Anskuelse,

Skamfuldhed og Ruelse

omkalfatred til Lunelse

over Trofæets Hædersbebudelse

Men brat byksed Haren op

som Jægersiæl ud af Krop!

Generalen fik saa her sin største Knæk,

thi Haren sprang nu med hans Finger væk!

Med Ryg og Lænder, krum og lud i sagte Trin,

og Knoen gemt, svøbt i blodig Klæde ind;

Jagtmod ere gået over af Tvivl saadan

i møde med baade Meute og Veidemand

Hvad haver hændt

med Eders Haand,

der ere bleg som Eders Aand?

Si', hvad var vor Gæt?

De bar tomhænded Hiem

og tilbage ligger nu Hoveren

--Pølsesnak!

I Barten han prusted

ein Zapfenstreich

og med Næve hytted, han hvæsed og spytted:

Revanche: Mit Løsen!

I ved Løvfald ser

en nyboren Christianienser!